“Det var en fantastisk formiddag, og jeg har fået så mange positive tilbagemeldinger – både på musikken, sangen og på dem, der stod der. Der blev tændt lys i mange øjne, og det gjorde virkelig en forskel”, lyder det fra Anne-Mette Højer Sørensen, der er pædagog ved Plejehjemmet Olivenhaven i Kolding. Kort forinden havde husets beboere besøg af Signe Juhl Trio, der tog dem med på en musikalsk rejse gennem velkendte jazzklassikere.

Koncerten er en del af TRIOs projektspor 'Jazz på Plejehjem', der har til formål at skabe livskvalitet og meningsfulde stunder for mennesker, der sjældent selv har mulighed for at opsøge kulturoplevelser.

Flere studier viser nemlig, at musik ikke kun øger livsglæden og fælleskabsfølelsen blandt ældre, men også skaber meningsfulde møder på tværs af livssituationer. Effekten mørkes både i øjeblikket og længe efter, at musikken er stoppet.

TRIO samarbejder med plejecentre i alle syv kommuner i Trekantområdet og har indtil videre bragt musikken ud til blandt andre Kongsbjerghjemmet i Lunderskov, Kongebrocentret i Christiansfeld, Lærkereden i Fredericia, Kærdalen i Vejen, Dagcentret i Vojens, Frihavnens Plejehjem i Billund og Hejlskov Plejecenter i Egtved. Sidstnævnte er portrætteret i seneste udgave af Velfærdsmagasinet for Vejle Kommune.

Tak for at sætte fokus på projektet. Tak til Søren Peter Frøsig og Jazz med to. Tak til plejecentrene. Tak til personalet. Til pårørende. Til frivillige. Og ikke mindst tak til beboerne. Det er en fornøjelse at opleve glæden derude.  

Tak til Statens Kunstfond og Region Syddanmark for støtte.